Havets giganter

Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

Med Havets Giganter ønsker vi at give Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg tilbage til havet. I en tæt klynge af røde teglstenskuber vil det nye museum rejse sig monumentalt i landskabet og som et fyrtårn trone ud mod Nationalpark Vadehavet. Det hav, der skabte grundlaget for Esbjergs tilblivelse og i al tid har været omdrejningspunktet for det levede liv på egnen.

I et landskabeligt greb sammenbindes områdets attraktioner til en samlet destination. Museets ankomst vendes mod havet og åbnes nu mod Esbjerg Strand og den ikoniske skulpturgruppe, De Hvide Mænd. Kystlandskabet får lov til at vokse helt op til bygningen og landskabet bindes sammen af et naturligt forløb af stier, der forbinder nye offentlige publikumsarealer. Klitheden og skoven bliver de dominerende naturelementer – den ene som forgrund til museet, den anden som baggrund.

Museet udvides med to nye høje teglstenskuber, der understreger og forstærker den oprindelige arkitektur. Derved opnås en ny tidssvarende synlighed af museet set fra havet og byen. Som havets giganter rejser de to nye kuber sig i landskabet og tilfører museet en arkitektonisk vægt, der er værdig for fortællingen om menneskets forhold til havet. Mens de eksisterende kuber fremstår helt lukkede, vil de nye kuber åbne sig op ud mod landskabet. Åbningerne tager deres formsprog fra portene i egnens traditionelle redningsstationer, der både historisk og stadig den dag i dag rejser sig som tunge teglstensvolumener hele vejen op langs Vestkysten.

Information:

  • Sted:   Esbjerg, Tarphagevej
  • Klient: Fiskeri og Søfartsmuseet
  • Program: Landskab,  udstillingsrum, restaurant, publikum faciliteter
  • Periode: 2016-2017
  • Status: Igangværende
  • Medarbejdere: Marco Berenthz, Poul Høilund, Anna Maria Indrio, Ann Christiansen,  Tord Johann Larsen Breivik, Viktor Forchhammer Mortensen, Nicolò Santini

Udsigt til “de hvide mænd” fra den nye café 


  • Sydfacade



Bådhallen


 

Hvalgården


Oversigtsbillede