Cold Hawaii Inland

Cold Hawaii Inland handler om at skabe et nationalt kraftcenter for vand- og friluftsaktiviteter ved Limfjorden. Det er den største danske helhedsplan og indsats for at understøtte den stigende popularitet, vandsport og det aktive udeliv har oplevet de seneste mange år.

Projektet udspringer af drømmen om at skabe en ”sprængt sportshal” der med sine mere end 10 fysiske spots ”væves” ind i Limfjordens kystprofil. Projektet strækker sig over 50km fra Doverodde til Thisted bredning og tilbyder stor diversitet i oplevelser fra Synopal Havn der rummer Thy wakeboard kabelpark, til Søbadet i Thisted og til købmandgården i Doverodde, der er hjem for SMK Thy. Med den klare arkitektoniske identitet, ”streger i landskabet” skaber projektet en sammenhængende oplevelse og tilgængeliggørelse af den helt særlig natur i Thy. 

Cold Hawaii Inland er sammenkædet af en naturrute der forbinder de mange faciliteter, og understøtter det aktive udeliv og vandsporten på nordvestsiden af Limfjorden. 

Projektet er samtidig udviklet som en strategisk rekreativ bosætningsindsats ved kysten. 

Cold Hawaii er et af landets bedste brands med sine spots langs vestkysten, og med et meget levende og bredt miljø inden for vandsport. Med navnet Cold Hawaii Inland er det visionen, at koble Vesterhavets vildere aktiviteter på tværs af Thy til de mere rolige vande i Limfjorden. Projektet gør Limfjordens bredder til et rekreativt aktivitetsbånd langs kysten med henblik på at fremme friluftsliv, og især vandsportsaktiviteter, i kombination med kystsikring. 

Synopal Havn – der huser Thy Cablepark –åbnede i 2021 og har oplevet stor succes i form af en eksponentiel stigning i medlemstilslutning og senest som vært for EM i wakeboarding. Synopal Havn var i 2021 udvalgt som nomineret til den prestigefyldte arkitekturpris Mies van der Rohe-prisen.

Information:

  • Sted: Thy
  • Klient: Thisted Kommune med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden samt Nordea Fonden
  • Periode: 2020 –
  • Status: Opført
  • Samarbejde: NORRØN, Spektrum Arkitekter, A og I Rådgivende Ingeniører, A1 Consult